Tidligt i morges meldte en fortvivlet ung kvinde i det sydvestlige Odense sine forældre savnet, da de ikke var kommet hjem fra deres sædvanlige aftentur onsdag aften. I morges fandt en midaldrede mand, der luftede sin hund, de to - en 53-årig mand og hans 49-årig kvinde - dræbt af skud.
- Der blev slået alarm 8.53 i morges, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi, til bt.dk Ægteprattet blev fundet i et skovområde i det sydvestlige Odense.
Skovområdet bliver kaldt Tusindeårsskoven, og den sti, hvor parret blev fundet, går rundt om en golfbane, Eventyr Golf. Skovområdet bliver benyttet af mange mennesker, der går tur og lufter hund.
Ægteparret er blevet dræbt af flere skud, men politiet ved endnu ikke hvorfor.
- Men det er klart vi i øjeblikket undersøger, om der er blevet stjålet noget fra dem, siger Henrik Justensen på spørgsmålet om der kan være tale om et rovmord.
- Vi kender intet til motivet, og vi ved heller ikke præcis hvornår forbrydelsen er sket, siger Henrik Justensen. Mordvåbenet er heller ikke fundet. Teknikere fra politiet og retsmedicinerne er i gang med undersøgelser på gerningsstedet.
Parrets hjemmeboende datter, en ung kvinde i 20-års alderen har fortalt politiet, at ægteparret hver aften klokken 18.15 gik en aftentur. Da den unge kvinde vågnede i morges og hendes forældre ikke var kommet hjem, alarmerede hun politiet.
Parret beskrives som velfungerende almindelige mennesker med fast arbejde, udover den hjemmeboende datter har parret også en søn, der ikke bor hjemme. Han er i 20'erne.
Politiet vil gerne høre fra vidner, som har været på stisystemet mellem Falen og golfbanen Eventyrgolf fra 13. april 2011 kl. 18 til 14. april 09, hvis de mødt personer eller køretøjer, har hørt skud eller har observeret ting, som de fandt mistænkelige.
Golfspillere hørte skud Ifølge Fyens.dk så hørte to golfspillere flere skud klokken kvart i otte onsdag aften.
- Vi var ved hul otte på vestsløjfen, da vi hørte tre skud. Så gik der et lille minut, og så hørte vi tre skud igen. Så var der igen en pause, og så kom der tre skud mere. Og efter endnu en pause hørte vi tre, måske fire skud, siger en af golfspillerne til Fyens.dk.
De vidneudsagn bekræftes ifølge Henrik Justesen af andre vidneudsagn, der gør at politiet regner med at skuddene er affyret mellem 19 og 20 onsdag aften.
- Nærmere kan vi ikke komme det, og ifølge vidnerne har de hørt skuddene i salver, og det indikerer, at der er tale om en slags automatvåben, men hvilket kan vi ikke sige, siger Henrik Justensen.
Torsdag eftermiddag ønskede politiet ikke at offentliggøre navnene på det myrdede ægtepar.
- Alle pårørende er endnu ikke underrettet, siger Henrik Justesen.
