Mandag eftermiddag fik en ældre kvinde i Nykøbing Falster besøg af sin datter og svigersøn.

Men de var ikke ene om at besøge kvinden på netop det tidspunkt.

En anden person befandt sig også i hjemmet, da datteren og svigersønnen ankom, og den ældre kvindes familiemedlemmer fik hurtigt mistanke om, at der var noget galt.

De forsøgte at fange den mand, der under dække af at være fra banken eller politiet, havde fået adgang til den ældre kvindes hus.

Det lykkedes dog manden at hoppe ud af et vindue og flygte fra stedet i en blålig bil, der holdt parkeret på Englandsvej.

Da politiet fik signalementet af gerningsmanden viste det sig, at han med al sandsynlighed havde været på spil flere gange samme dag.

Mandag eftermiddag blev tre andre ældre kvinder i Nykøbing Falster nemlig udsat for bedrageri, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

 Efterfølgende havde flere af ofrene overfor politiet beskrevet gerningsmanden på nogenlunde samme måde som den ældre kvinde og hendes to familiemedlemmer:

  • Udenlandsk
  • 180-190 centimeter høj
  • Halvlangt krøllet hår
  • Iført lys t-shirt eller skjorte og hvide shorts med brune striber. 

I alle fire tilfælde var bedragerens fremgangsmåde den samme.

Først havde offeret fået et opkald, hvor en mand, der udgav sig for at være fra banken eller politiet, fortalte, at en 'medarbejder' ville komme forbi vedkommendes adresse for at hente hævekort, kontanter og/eller smykker med den påstand, at det var for at 'forhindre et virusangreb', at 'sørge for at smykkerne bliver opbevaret sikkert' eller at 'undersøge at kontanterne eller smykkerne ikke er falske'.

Tre af de ældre kvinder blev desværre bedraget, mens datteren og svigersønnens ankomst forhindrede svindlen i det sidste tilfælde.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil meget gerne høre fra borgere, der kan have oplysninger om bedragerisagerne. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Politiet gentager i samme ombæring en opfordring, der er blevet udsendt flere gange:

Vær skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. 

Modtager du et sådant opkald, opfordrer politiet til, at du afbryder samtalen og i stedet ringer til yngre pårørende, som kan hjælpe. 

'Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om aldrig at udlevere personlige oplysninger, koder, betalingskort, kontanter eller smykker til ukendte personer,' skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det er nemlig især ældre mennesker, som bedragerne går efter.