En mand, der lørdag aften blev anholdt og sigtet for drab, har fået skader, der gør, at han ikke er i stand til selv at møde op i grundlovsforhøret.

Han får søndag stadig lægehjælp.

Det fortæller vagtchef Christian Illum fra Nordsjællands Politi.

»Han er indlagt på sygehuset under bevogtning af politiet,« siger han.

Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Lyngby søndag klokken 12.00. Her vil en anklager begære manden varetægtsfængslet i sagen.

Den 65-årige mand fremstilles in absentia, som det kaldes, når personen ikke selv er til stede.

Det fremgår inden retsmødet ikke, hvordan han forholder sig til drabssigtelsen.

Drabet fandt sted ved Strandpromenaden i Helsingør lørdag.

Politiet oplyste indledningsvist, at det var til stede på en adresse på grund af en voldsepisode, men senere blev det meldt ud, at en kvinde var slået ihjel.

/ritzau/

Andre læser også