Det var ikke med kram og kindkys, at politiet blev budt indenfor i en lejlighed i Viby Jylland i nat.

Nærmere det modsatte.

02.24 natten til mandag troppede en patrulje op ved en lejlighed efter anmeldelser om uro og råb fra adressen.

Og da politiet bankede på, åbnede en 29-årig mand døren og udtrykte ifølge politiet stor utilfredshed med deres tilstedeværelse.

Politiet måtte ikke komme ind og se til kvinden, der befandt sig derinde.

Han spærrede vejen og forsøgte at skubbe den ene betjent i brystet, hvorefter han blev anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. 

Men her stoppede det ikke. 

For under anholdelsen af manden kom en 26-årig kvinde pludselig løbende ud fra lejligheden og forsøgte at få manden fri, oplyser politiet i en døgnrapport.

Hun råbte af betjentene og slog den ene i ansigtet.

Og så blev hun ligeledes anholdt og sigtet.