I de allertidligste timer mandag måtte politiet for anden gang på en uge haste mod Hellerup efter meldinger om en eksplosion.

Nu mener politiet at have identificeret personerne bag. I hvert fald er en 17-årig og en 12-årig blevet anholdt, og den ældste vil over middag tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Dommervagten i Københavns Byret. 

Det oplyser Københavns Politi på X, hvor det ligeledes lyder, at de begge er danske statsborgere.

»De er begge sigtet for brandattentat, og anklagemyndigheden vil begære lukkede døre,« lyder det.

Politiet mener, at der er brugt et kanonslag.
Politiet mener, at der er brugt et kanonslag. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Vis mere

Klokken var cirka 03.00, da anmeldelsen landede hos Københavns Politi, der straks rykkede til Rymarksvej, hvor sort sod ved en lejlighedsopgang vidnede om det hændte. Området blev hurtigt spærret af, mens bevæbnet politi og kriminalteknikere indledte efterforskningen.

Ingen personer kom til skade som følge af eksplosionen, som fandt sted omkring 500 meter i fugleflugt fra den israelske ambassade.

Om der er sammenhæng mellem den og de eksplosioner, der var i nærheden af ambassaden i sidste uge, indgår nu i efterforskningen, fastslog politiinspektør Trine Møller på en efterfølgende pressebriefing på Politigården i København:

»Vi efterforsker bredt og kigger selvfølgelig på, om der kunne være et tilhørsforhold til episoden på den israelske ambassade.«

I den sag sidder to svenske teenagedrenge i øjeblikket varetægtsfængslet. Begge er de sigtet for terror at have besiddet og transporteret fem håndgranater og bragt to af dem til sprængning nær ambassaden natten til 2. oktober.

Mere konkret fandt eksplosionerne sted på en tagterrasse på hjørnet af Lundevangsvej, hvor de israelske ambassade ligger, og Strandagervej.

Efterfølgende skal de to teenagere ifølge politiet være flygtet fra stedet, før de godt otte timer senere blev anholdt på Københavns Hovedbanegård i et tog med kurs mod Padborg.

De nægter sig skyldige.