I kølvandet på en færdselsulykke fredag ved middagstid efterlyser politiet en mindre, sølvgrå Peugeot offentligt.

Det sker i et opslag på det sociale medie X, hvor man beskriver, at bilen i forbindelse med ulykken mistede tankdækslet og en hjulkapsel. Derudover menes den at have skader på bageste kofanger.

Uheldet fandt ifølge politiet sted på Jenstrupvej ved Næstved omkring klokken 11.50. 

»Vi fik anmeldelsen klokken 11.56. Det viste sig, at en kvindelig cyklist var blevet påkørt af en personbil,« fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Anders Dahl uddybende.

Efterfølgende kørte den sølvgrå bil mod syd.

En nabo havde hørt kollisionen og slog straks alarm. Fra stedet blev cyklisten efterfølgende fløjet til Rigshospitalet med knoglebrud.

»Hun er uden for livsfare,« fortæller vagtchefen.

Der var umiddelbart ingen vidner til episoden, men genkender man den sølvgrå bil, eller har man øvrige oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på 1-1-4.