I et nattemørkt industriområde fandt betjentene hende. En livløs kvinde med tydelige skader på kroppen. Trods førstehjælp var der intet at stille op. Hendes liv stod ikke til at redde, og kort efter blev hun erklæret død på hospitalet.
Svensk politi har tirsdag igennem efterforsket et muligt kvindedrab, og det har ført til anholdelse af en mistænkt. Hvad, efterforskningen dog endnu ikke har ført med sig, er kvindens identitet.
Politiet ved simpelthen ikke, hvem den afdøde kvinde er.
Hendes livløse krop blev omkring klokken halv et natten til tirsdag fundet i et mennesketomt område nær banegården i byen Landskrona.
Ikke langt fra de skinner, som de gennemkørende toge suser forbi på.
Uden at gå i detaljer fastslår Kenth Pehrsson, sagens efterforskningsleder fra Helsingborg Politi, at der er fundet tydelige tegn på, at kvinden er blevet udsat for en forbrydelse.
»Hun har været udsat for grov vold. Der er ingen tvivl om, at det er et drab,« siger han til SVT.
Politiets teknikere har iført blå beskyttelsesdragter i løbet af tirsdagen finkæmmet området, hvor kvinden blev fundet.
Det samme har specialtrænede hunde og droner.
Til Aftonbladet fortæller Kenth Pehrsson, at gerningsstedsundersøgelserne har ført »flere fund med sig«.
Han uddyber ikke, hvilke fund der er tale om, men sikkert er det, at de ikke har kunnet hjælpe med at identificere kvinden, som menes at være mellem 25 og 35 år.
»Vores højeste prioritet er at få hende identificeret, så vi kan underrette hendes pårørende, men også fordi det letter efterforskningen, når vi har en person at gå ud fra,« siger efterforskningslederen til SVT.
Som led i efterforskningen skred politiet ifølge Helsingborg Dagblad tirsdag eftermiddag til anholdelse af en »ung person«.
Pågældende er ifølge mediet, der har talt med tingretten, mistænkt for frihedsberøvelse og kidnapning.
Disse oplysninger har sagens anklager dog ikke ønsket at kommentere.