»Skal vi ikke lige trække os væk og snakke om det?«.
Sådan lød opfordringen fra en 16-årig dreng, da 19-årige Emil Rafn natten til torsdag den 5. juni stod på Skive Festival og havde en mindre diskussion med en gruppe drenge.
Emil indvilgede i at gå et par meter væk, men dér nåede han kun at stå et kort øjeblik, før drengen pludselig slog ham i hovedet.
Slaget var så hårdt, at den 19-årige mand faldt til jorden.
Her fik den 16-årige dreng hurtigt selskab af sine to venner, og i sekunderne efter blev Emil overdynget med slag og spark.
Til sidst stak drengene af, og Emils kæreste – der havde overværet hele overfaldet – kunne få ham over til samaritterne, hvor politiet også blev tilkaldt.
Da betjente cirka et kvarter efter kom frem, kunne Emil forklare, hvad der var sket op til overfaldet.
Den samme forklaring giver han til B.T.:
»Min kæreste havde været på festivalen hele dagen, men jeg kom først om aftenen. Der sagde hun, at der var en dreng, der flere gange havde blinket til hende. Da vi så ved midnat gik mod campingområdet, så vi drengen med to andre,« siger Emil Rafn og fortsætter:
»Jeg gik så derover og spurgte, hvorfor han havde lagt op til hende hele dagen, når han ved, at hun har en kæreste. Det blev til en mindre diskussion, og så skete overfaldet efterfølgende.«
Emil blev herefter kørt på skadestuen, hvor han ud over at være meget øm i tænderne, også fik konstateret, at næsen var brækket to steder.
Senere er de to drenge på 16 år og en mand på 19 år blevet anholdt for overfaldet og sigtet for grov vold.
Alligevel er der en ganske god grund til, at Emil gerne vil stå frem med sin historie i B.T.:
»Gerningsmændene er jo blevet fanget af politiet, men jeg ved også godt, at det lige nu er ord mod ord. Jeg ved, at der var mange mennesker på det tidspunkt, så vi er meget interesserede i, at eventuelle vidner henvender sig,« siger Emil Rafn.
B.T. har de seneste måneder sat et stort fokus på vold. Kan du bidrage til den dækning? Så vil B.T. gerne tale med dig - skriv en mail til sebj@bt.dk.
Fredag skal Emil på operationsbordet for at rette op på de to brud i næsen.
Og så skal han herefter forsøge at få helet de psykiske ar.
»Det er ikke så sjovt at blive overfaldet, og nu bor jeg i Viborg, mens min kæreste bor i Skive. Der har jeg godt kunnet mærke, at det har været ubehageligt at skulle tage toget, når man jo potentielt kan møde dem,« siger han og fortsætter:
»Jeg har også stadig ondt i tænderne og næsen, må jeg indrømme.«
B.T. har talt med politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive, og han bekræfter episoden.
»Vi kom ud til Skive Festival, og her kunne offeret fortælle, hvem han mente, der havde overfaldet ham. Vi anholdte herefter to af dem, og så meldte den sidste sig selv. Vi har sigtet dem alle for grov vold, og de nægter sig skyldige,« siger han.
Niels Bach oplyser, at der stadig pågår afhøringer, og at de tre sigtede forklarer, at Emil har fået sine skader fra »et fald«.
Politiassisten understreger dog, at man fra politiets side stadig vurderer, at »der er sket en voldshandling«.