Et stigende antal af anmeldelser om falske 1000-kronesedler får nu politiet til at udsende en advarsel og opfordring til butikker.

Onsdag fik Østjyllands Politi tre anmeldelser fra forskellige butikker i Aarhus, der havde opdaget, at nogen havde betalt med en falsk 1000-kroneseddel.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Det ene sted var hos McDonald’s på Banegårdspladsen i Aarhus, hvor sedlen var blevet brugt i tidsrummet mellem 21.00 tirsdag aften og 01.00 natten til onsdag.

Også hos Rema 1000 på Oddervej i Højbjerg og Rema 1000 på Frederiksgade i Aarhus havde personalet opdaget, at der var blevet betalt med en falsk 1000-kroneseddel tirsdag aften.

Østjyllands Politi opfordrer til, at butikkerne er opmærksomme, hvis der er kunder, der ønsker at betale med en 1000-kroner seddel.

Her lyder det, at det er vigtigt at kigge efter, om sedlerne har både vandmærke, vinduestråd og skjult tråd. Vandmærket og den skjulte tråd kan ses, når sedlen holdes op mod lyset.

Mærk også efter om papirtypen føles som en rigtig pengeseddel.