Henrik Sass Larsen sad i sin lejlighed i slutningen af marts, da der tikkede en sms ind på hans mobiltelefon.

Sms'en var fra en journalist på Berlingske, der kunne viderebringe en nyhed, som ifølge Henrik Sass Larsen gjorde ham »dybt chokeret«.

I beskeden blev han nemlig præsenteret en tiltale – mod ham selv – for besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke.

Berlingskes gravechef Michael Lund bekræfter over for B.T., at man i forbindelse med den første historie forsøgte at række ud til Sass og hans daværende advokat via telefonopkald, mail og sms, men at man ikke er bekendt med, om det var i denne forbindelse, Sass første gang hørte om tiltalen.

Anklageskriftet, der altså indeholder tiltalen, var allerede på dette tidspunkt sendt til Henrik Sass Larsen via eBoks, men den tjekker eksministeren så sjældent, at han ikke havde opdaget den.

Straks loggede han ind, læste anklageskriftet og røg derefter ned i et stort, sort hul.

Det fortæller han i et større interview i B.T.-podcasten Q&CO.

I anklageskriftet kunne Henrik Sass Larsen læse, at han var tiltalt for at være i besiddelse af mere end 2200 videosekvenser, hvor der bliver begået overgreb mod børn.

Københavns Politi havde i samme forbindelse tiltalt den tidligere politiker for at være i besiddelse af en børnedukke, som han skulle have konstrueret til et seksuelt formål.

Kort efter Berlingskes henvendelse, der faldt i slutningen af uge 12, var Henrik Sass Larsen i gang med at lægge en større plan.

Han ville allerede i den samme weekend på tv og komme med et større forsvar, siger han i interviewet med B.T. 

Men den plan blev hurtigt lagt i graven med pres fra flere mennesker omkring eksministeren.

»Der sker to ting: Det ene er, at min advokat siger: Det skal du ikke gøre, for vi er nødt til at vide, hvad de (politiet, red) har. Og så er der nogle gode venner, der får fat i mig og siger: Du går sgu ingen steder. Du er ikke fit for tv,« siger Henrik Sass Larsen i interviewet.

Hvad mener de med det?

»Jeg har det ikke godt. Jeg bryder jo sammen og ligner en eller anden... ja. Jeg bryder fysisk sammen.«

Hvordan?

»Kollapser. Lægger sig ned. Sover. Er ikke til at få kontakt med. Hvad gør man mere? Står og gentager ting i en uendelighed, fordi man ikke kan forstå det. Kan pludselig ikke huske, hvor man er henne.«

Henrik Sass Larsen fortæller i interviewet, at en håndfuld venner slår ring om ekspolitikeren i den periode og støtter ham.

Derudover får han også en anden type hjælp.

»Jeg får jo hjælp med noget kemi,« siger han i interviewet.

Noget psykofarmaka?

»Ja – og nogle opioder og lidt andet. Jeg får kemi til at stå op om morgenen og kemi til at sove om natten. Og det hjælper.«

Får du stadig kemi?

»Ja, masser. Det kommer jeg nok til at leve med ret lang tid. Hvis jeg nogensinde slipper for det. Og det er måske prisen.«

Henrik Sass Larsen fik det efterfølgende bedre og har nu valgt at give sin forklaring om overgrebsmateriet med børn til B.T.

Henrik Sass Larsen forklarer i interviewet, at han i 2018 angiveligt modtog en mail med et link, der førte videre til en video på appen Wickr. Ifølge den tidligere politiker viste videoklippet, som han ikke over for B.T. har fremvist dokumentation for, et overgreb begået mod ham selv, da han var tre år gammel i 1969.

Henrik Sass Larsen fortæller, at der på videoen var to voksne mennesker - en kvinde og en mand - som han ikke kunne identificere, og det er altså dem, som han efter eget udsagn brugte årevis på at prøve at finde ved at downloade tusindvis af videoer med overgrebsmateriale med børn.

Læs hele historien om Sass' forklaring her og lyt til interviewet med Henrik Sass Larsen i B.T.s podcast Q&CO i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: