Hele Danmark fulgte med, mens deres dengang 13-årige datter var væk.
Hun var blevet påkørt på sin avisrute og tvunget ind i en mands bil.
Gennem 27 timer blev hun holdt fanget, voldtaget og udsat for drabsforsøg af gerningsmanden, Philip Westh.
Og de 27 timer var ét langt mareridt.
Nu fortæller pigens mor og stedfar i Jyllands-Posten om, hvordan en fødselsdag hos farmor blev afbrudt af urovækkende Messenger-beskeder. Om at finde datterens cykel i en grøftekant med hendes mobil.
Og om hvordan de i de værste øjeblikke begyndte at planlægge deres egen datters begravelse.
»Jeg var bange for, at jeg blev sindssyg. Jeg følte, jeg gjorde ting, som udefra ville blive set som psykotiske. Jeg har selv arbejdet med psykisk syge mennesker, og jeg frygtede, at nogen ville hente mig og indlægge mig,« fortæller pigens mor, Pernille, i et interview med Jyllands-Posten i forbindelse med, at hun og stedfaren, Allan, står frem for første gang i forbindelse med en ny bog om sagen.
Sagen har ændret dem for altid, fortæller de. De må leve med det traume.
Og de kommer ikke til at tilgive Philip Westh, der sidder fængslet på livstid – også for drabet på Emilie Meng – lyder det. Dommen er dog efterfølgende anket.
Den nye bog, '27 timer - pigen, der overlevede', er skrevet af Christina Ehrenskjöld – blandt andet på baggrund af talrige samtaler med den 13-årige piges familie.
Her er der en lang række nye detaljer om sagen, der rystede Danmark.
Bogen udkommer onsdag den 3. september.