Til festen havde hun fortalt, at hun skulle sove hos kæresten.
Og selv om det var syv graders frost den nat, havde den 17-årige gymnasiepige Marcela Mieres kun let overtøj på, da hun cirka klokken 23.15 til fods forlod en klassekammerats fødselsdagsfest i selskabslokalerne i Strandbyparken i Hvidovre.
I den bidende kolde og blæsende vinternat lørdag 9. december 1989 så et vidne kort efter, at den lettere berusede og formentlig stærkt frysende pige et par hundrede meter fra selskabslokalerne mødte en ung mand på knallert, som tilsyneladende lokkede med et lift.
Han var kørende på en grøn Puch Maxi og havde en hvid styrthjelm på.
Marcela Mieres talte kort med ham, før hun satte sig bag på knallerten på Muslingevej, hvorefter vidnet kunne se dem forsvinde sammen ud i vintermørket.
Parret kørte fra Hvidovre Enghavevej og via nogle stier mod moseområdet ved Mågeparken på Avedøre Holme.
Her fandt en mand og en kvinde, der luftede deres hund, næste formiddag 11.15 liget af den chilensk-fødte pige liggende i sneen i naturområdet.
Hun lå med blottet underliv og var blevet voldtaget og stranguleret med sit eget bælte.
Liget lå mindre end en kilometer fra det sted, hvor vidnet aftenen før havde set gymnasieeleven sætte sig bag på den grønne knallert.
Politiets kriminalteknikere fandt pletter af et lyst stof på ryggen af Marcelas sorte skjortebluse, på hendes strømpebukser og på overlæderet af hendes sko.
Formentlig plastmaling, der er kommet på hendes tøj og sko under forbrydelsen, men det er aldrig opklaret hvordan.
Ifølge politiets tidligere efterforskningsledere kunne det dog tænkes, at hun inden sin død havde været sammen med morderen i en garage, et udhus eller en bolig.
Nogle år efter drabet afslørede politiet også, at morderen havde trådt på sit offer med et par Adidas-sko.
Marcela Mieres boede i Ishøj og gik på gymnasiet i Avedøre.
Med over 35 års forspring til Marcelas morder fra gerningstidspunktet er chancerne for at opklare drabet næppe store, men angiveligt er det lykkedes retsgenetikerne af sikre en form for dna-spor fra den dræbte piges tøj.
Om det entydigt kan knyttes til gerningsmanden, og hvor brugbart det selv med moderne efterforskningsmetoder kan være i forsøget på at indkredse morderen er uvist.