Der er stadig en frygt for, at det hele kollapser.

Derfor er der stadig spærret af midt i Aarhus, hvor dele af en 137 år gammel bygning i går kollapsede.

Ja, faktisk oplyser Østjyllands Politi, at der vil være spærret hele weekenden på strækningen på Sønder Allé mellem Rådhuspladsen og Amaliegade samt strækningen på Ryesgade mellem Sønder Allé og ned mod Rosenkrantzgade.

Flere myndigheder er også til stede lige nu, skriver Aarhus Stiftstidende.

Bygning styrtede delvist sammen torsdag under en renovering, og Østjyllands Politi fik meldingen om sammenstyrtningen klokken 08.49.

»Meldingen er, at det er et betondæk mellem stueetagen og første sal, der er styrtet sammen,« sagde kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi, Anne Tiedemann, til Ritzau.

Det betød, at flere personer blev reddet ud af bygningen gennem vinduer.

Ingen kom dog alvorligt til skade, og alle blev reddet ud.

Fredag er containere og en kran ifølge Aarhus Stiftstidende til stede for at stabilisere den gamle bygning og forhindre, at den skal styrte sammen ud mod gaden, hvor et stort område er afspærret.