Røveriet foregik torsdag. Fredag skred politiets til anholdelse. Og lørdag er der faldet dom i sagen. 

Politiet har kunnet gøre kort proces i en sag om et voldsomt røveri.

Røveriet fandt sted torsdag aften, hvor en mand i 30erne blev overfaldet i sit eget hjem på den københavnske vestegn.

Han blev overdænget med slag – blandt andet med et slagvåben – før gerningsmanden forsvandt fra stedet.

Den efterfølgende dag kunne politiet så skride til anholdelse i sagen, og lørdag formiddag blev en mand født i 1988 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup med henblik på varetægtsfængsling. 

Under retsmødet viste det sig dog, at han ikke havde nogen indvendinger mod de anklager, der blev rejst mod ham. 

Derfor kunne der afsiges en såkaldt straksdom på et år og ni måneders fængsel.

En dom, som manden valgte at modtage, før det blev afgjort, at han skulle fængsles med det samme.