»Han er ikke frisk nok. Muligvis er det den modgift, han hår fået. Jeg forventer, at han vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag,« lyder det fra Knud Meden, advokat for Ebbe Preisler.
81-årige Ebbe Preisler er varetægtsfængslet for drab på sin hustru.
Københavns Politi bekræfter udskydelsen over for DR. Vagthavende Henrik Stormer siger til mediet, at det "bliver tidligst i morgen".
Den 81-årige har været bevidstløs efter at have forsøgt at tage sit eget liv og derfor ikke til stede, da en dommer onsdag varetægtsfængslede ham for at have dræbt sin hustru.
Torsdag eftermiddag meddelte politiet dog, at den ældre mand var vågnet. Men han er altså endnu ikke frisk nok til at være til stede i retten.
Ved retsmødet onsdag blev et afskedsbrev, som lå ved Mariann Preisler, læst op. Heri stod der, at hun følte sig træt, ufri og magtesløs, og at Ebbe Preisler af den grund havde givet hende en dosis dødelig medicin.
Ebbe og Mariann Preisler har tidligere i flere medier fortalt, at de ønskede, at aktiv dødshjælp var lovligt i Danmark, så de kunne få nogle selvmordspiller.
Ved onsdagens retsmøde fastslog dommeren, at der var tilstrækkeligt grundlag til at varetægtsfængsle den 81-årige mand på baggrund af sigtelse for manddrab.
Han blev ikke fængslet for at have overtrådt straffelovens paragraf 239. Den handler om såkaldte "medlidenhedsdrab".
Det skyldes, at dommeren vurderede, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at Mariann Preisler har givet samtykke eller har været i en tilstand, hvor hun kunne give det.
Ved et eventuelt retsmøde lørdag får Ebbe Preisler mulighed for at komme med sin forklaring i sagen, hvorefter dommeren på ny skal tage stilling til spørgsmålet om fængsling.