En 18-årig kvinde er søndag erklæret død i sit hjem efter at have deltaget i Skive Festival.
Politiet meldte dødsfaldet ud kort tid efter og undersøger nu de nærmere omstændigheder for at kunne finde frem til en dødsårsag.
Den pågældende kvinde var elev på Skive Gymnasium, skriver TV Midtvest.
Hun stod til at blive student til sommer.
På trods af pinsedagene, så blev der mandag afholdt en samling for de elever, der måtte have brug for at mødes oven på søndagens besked.
»Der er krisepsykologer på skolen, som man kan snakke med. Tanken er, at vi prøver at tage hul på, hvordan man som ung kan håndtere sådan en trist situation,« forklarer rektor Lars Erik Nielsen.
Lars Erik Nielsen forklarer derudover, at skolen også tilbyder individuelle samtaler for eleverne tirsdag.