Seks biler blev natten til mandag udsat for omfattende hærværk ved Ringsted Station. 

Det skriver TV2 Øst. 

Her var der knuste ruder, buler og ridser i bildørene, da bilejere mandag morgen vendte tilbage til sine biler. 

Nu melder Midt- og Vestsjællands Politi ud, at de søger vidner til hændelserne. 

»Det kan være, at man har set nogen luske rundt i området inden midnat,« lyder det fra kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Charlotte Tornquist. 

Hun opfordrer borger til at rette henvendelse til 114, skulle man have set noget. 

Ifølge Charlotte Tornquist er der ikke blevet stjålet noget af større værdi fra de hærværksramte biler.