Onsdag aften udviklede husspetakler på en adresse i Kalundborg sig til, hvad der formodes at være et knivstikkeri.
En mand er indlagt i kritisk tilstand – og to personer er anholdt.
Det oplyser Frederikke Borg Højfeldt, der er pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2.
Politiet modtog anmeldelsen om husspetaklerne onsdag aften klokken 20.34 og rykkede herefter ud til den pågældende adresse i Kalundborg.
Den forurettede blev stukket i ballen med en genstand, der formodes at være en kniv. Han er indlagt i kritisk, men stabil tilstand.
I alt er to personer anholdt i sagen.
Årsagen til husspetaklerne og at de udviklede sig voldeligt, fremgår ikke.