Et kærestepar lå natten til onsdag trygt og sov i deres hjem på Kirsebærgrenen i Odense, da de pludselig blev vækket af lyde.

Både bankelyde og lyde af knust glas kunne høres fra hjemmet.

Manden i hjemmet stod derfor op for at undersøge sagen, og pludselig stod han ansigt til ansigt med en indbrudstyv, der var i færd med at gennemrode kæresteparrets hjem.

Det fortæller Preben Skytte, der er politikommissær ved Fyns Politi.

»Indbrudstyven bliver opdaget og når lige at sige: 'Hov, er du vågen?', inden han tager benene på nakken og stikker af fra hjemmet,« fortæller politikommissæren.

Indbrudstyven beskrives som en mand, der er omkring 170 centimeter høj. Hans alder er ukendt, men han bar mørkt tøj og en flad hat, der kan beskrives som en sixpence.

Indbrudstyven talte dansk, men med udenlandsk accent.

Fordi indbrudstyven blev afbrudt i sin handling, nåede han kun at hapse computerens mus med sig, inden han stak af fra stedet.