En improviseret kniv lavet ud af en tandbørste og et barberblad blev i dag brugt ved et overfald i arresten i Aalborg. Et slagsmål om en fjernbetjening endte søndag med, at en mand i arresten i Aalborg fik flere flænger i ansigtet.

Det skete, da en medindsat overfaldt ham med et barberblad.

Nordjyllands Politi oplyser, at den ene af de to mænd sad til afsoning i arresthuset, mens den anden kun var varetægtsfængslet.

Den ene af de to mænd havde tilsyneladende tilvirket sin egen kniv ved at stikke et barberblad ned i skaftet på en tandbørste.

Offeret fik flere flænger hen over ansigtet og hovedbunden. 

- Han har været en tur på sygehuset, hvor han er blevet lappet sammen, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Aage Pedersen. 
 
Den anden mand er nu sigtet for grov vold.