Det er blandt andet ubehagelige tilråb, seksuelt krænkende adfærd og vold, som de er bekymrede for.
Og det er særligt på stationer, ved grønne områder og på stier, at utrygheden banker på.
Sådan lyder få blandt mange konklusioner fra en større rapport om utryghed i hovedstadens gader, som Københavns Kommune har fået lavet.
I rapporten fremgår det, at 21 procent af unge kvinder mellem 15 og 29 år føler sig utrygge, når de færdes i udendørsarealerne i deres københavnske nabolag i aften- og nattetimerne.
B.T. vil gerne sætte fokus på ubehagelige tilråb, uønsket opmærksomhed og general utryghed i både København og andre byer. Vil du være med til at bidrage til det fokus? Så vil B.T. gerne høre fra dig - skriv til sebj@bt.dk.
I rapporten udtaler en 24-årig anonym kvinde, at hun altid skynder sig og kigger sig over skulderen, når hun går rundt alene i byen om aftenen eller natten.
Fra en 17-årig kvinde lyder det:
»Jeg prøvede at ryste ham af og råbte ad ham flere gange, men uden held. Der var heller ingen omkring mig, der reagerede, ud over en gruppe teenagedrenge, der til sidst hjalp mig med at få skræmt manden væk.«
21 procent af de unge, københavnske kvinder er ifølge rapporten utrygge, når de går rundt i de sene timer. Samme tal for de unge mænd er 11 procent.
Kriminalitetsstatistikkerne viser dog også, at netop de unge københavnere mellem 15 og 29 år er i større risiko for at blive udsat for vold, tyveri eller seksuelle overgreb, når man sammenligner med folk over 30 år.
I rapporten fremgår det ligeledes, at mere end hver femte unge københavner er utryg 'på stationer og ved stoppesteder', 'i grønne områder, parker og legepladser' og 'på stier'.
Berlingske beskrev rapporten først og har i den forbindelse talt med Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager (K), der blandt andet udtaler, at »man er meget bekymrede« over de unges utryghed.
Han foreslår derfor blandt andet, at man skal øge antallet af tryghedsvagter i hovedstaden.
»Det batter jo ingenting. Vi har langt over 100 parkeringsvagter, men kun to hold tryghedsvagter. Vi synes, at vi burde have langt flere tryghedsvagter, og så kunne vi passende finde dem på parkeringsområdet,« siger Jakob Næsager til Berlingske.