Martin har oplevet lidt af hvert i sine 20 år som skraldemand.
Men det er alligevel ikke før sket, at han er blevet truet med tæsk og seriøst har frygtet for sin sikkerhed.
Det skete dog i mandags, da en Flextrafik-chauffør gik amok på skraldemanden.
Du kan se en video af optrinet herunder:
Martin er ikke skraldemandens rigtige navn. Han er så påvirket af situationen, at han af hensyn til sin egen sikkerhed gerne vil fremstå anonymt.
Ifølge Martin startede konflikten, da han var i gang med at hente skrald på Jernbane Allé i Vanløse.
Da han var på vej ud til sin skraldebil, var en hvid Flextrafik-vogn ved at krydse vejen.
»Jeg prøver ligesom med hænderne at vise, at han skal køre forbi, så jeg også kan komme hen til vognen. Han kører så, men klodser bremsen, når hans skydedør er lige foran mig. Jeg går så bagom bilen, men så begynder han at bakke mod mig,« fortæller Martin, der først fortalte om sin oplevelse til Fagbladet 3F.
Skraldemanden sætter hånden mod chaufførens metallift, går rundt om bilen og siger så:
»Hvorfor fanden prøver du at køre mig ned?«.
Og den kommentar skulle vise sig at gøre Flextrafik-chaufføren aldeles rasende.
»Han råber, at han vil komme ud og smadre mig. Så åbner han døren og træder ud. Dér tager jeg min telefon op ad lommen og begynder at filme,« siger Martin.
I videoen, som du altså kan se længere oppe i artiklen, kan man høre chaufføren råbe og true Martin med adskillige ting.
Blandt andet kalder han ham »fucking danskersvin« og siger også på et tidspunkt, at »han vil kneppe og smadre ham«.
Har du oplevet lignende som skraldemand eller i andre erhverv? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
Senere spørger han Martin, om han »vil se, hvad perkere de kan gøre?«.
»Han var helt vild og var næsten tom i øjnene. Jeg har oplevet meget, men aldrig sådan noget her, og jeg var enormt bekymret for, at han ville slå eller gøre andet. Det var ekstremt ubehageligt,« siger Martin.
Chaufføren kørte efter et par minutter væk, men kort efter kom han igen tilbage og var meget truende.
Martin var dog efter eget udsagn meget fokuseret på ikke at eskalere situationen.
»Han sagde jo både, at jeg skulle kalde ham perker, og at jeg 'skulle gøre noget'. Han ville bare have mig til at tage et lille skridt, og så ville han nok gå amok. Det gjorde jeg dog ikke,« siger Martin, der politianmeldte hændelsen mandag eftermiddag.
Episoden har haft konsekvenser for den to meter høje skraldemand, der har været ude af sig selv og nærmest ikke kunnet sove.
Han har derfor været sygemeldt siden mandag, hvor episoden fandt sted.
»Der har været meget fokus på den her type adfærd rettet mod skraldemænd, og vi har kørt flere kampagner, men det føles nærmest som om, at det har taget til efterfølgende. Vi har virkelig mange situationer for tiden, hvor borgere sviner os til eller andet,« siger han.
B.T. har identificeret Flextrafik-chaufførens vognmand og har bedt vognmanden svare på, om det er en opførsel, man kan stå inde for.
Her skriver vognmanden »nej tak« til interviewforespørgslen.
B.T. har ligeledes kontaktet Movia, som står for Flextrafik-tilladelserne, og der tager man afstand fra opførslen.
»Chaufførens adfærd er slet ikke i stil med den chaufføradfærd, som Movia vil stå for, uanset hvad der er gået forud for konflikten på videoen. Vi vil med det samme tage fat i den pågældende vognmand, som chaufføren er ansat af, og som Movia har udliciteret kørslen til,« siger ressourcedirektør i Movia, Eskil Thuesen.