Der var en grund til at drabsmistænkte John Knudsen måtte tigge sig til småmønter i Zaragozas gader som en anden forhutlet hjemløs. Han var nemlig fuldstændig blanket af. Ifølge Carlos Martinez, der er talsmand for det nationale politi i Zaragoza, så havde John Knudsen kun nogle få mønter på sig, da han blev anholdt i forgårs.

- Han havde ikke mere end cirka 10 euro på sig, da vi anholdte ham, siger Carlos Martinez til bt.dk.

Det er ellers kommet frem i danske medier, at John Knudsen skulle have haft væsentlig flere penge på sig, end tiggere normalt har.

- Det må bygge på en misforståelse. Jeg kan i hvert fald slå fast, at han ikke havde andet end småmønter på sig, siger polititalsmanden.

John Knudsen er mistænkt for drabet på Kirsten Bay Andersen, der
forsvandt efter en firmafest for snart halvanden måned siden. Hendes
lig blev siden fundet i Haderslev Fjord.

John Knudsen blev anholdt i Spanien, da han rutinemæssigt blev
passet op af politiet fordi han tiggede på gaden. Ved anholdelsen var
John i besiddelse af en sovepose og en taske med lidt tøj.

Her til morgen blev han kørt fra fængslet i Zaragoza mod retten i Madrid, hvor han klokken 12 i dag skal stilles for en dommer.

 - Jeg tror ikke, han skal afhøres. Dommeren har politiets rapporter, så det bliver nok en ren ekspeditionssag. Normalt er der ikke problemer, og jeg tror ikke der skulle være problemer med at få John Knudsen udleveret, siger Carlos Martinez.

John Knudsens advokat bliver en vagthavende forsvarer, der sidder i retten og tager sig af alle dem, der skal igennem systemet den dag.

- Der sidder en advokat i salen, og så bliver de kørt i gennem. Næste, næste, næste, næste, forklarer Carlos Martinez om fremgangsmåden i retten.

John Knudsen skal for "Audiencia Nacional". Det er den spanske retsinstans, som tager sig af sager af international karakter. Herunder udleveringer til retsforfølgelse i andre lande.

John Knudsen ventes udleveret til Danmark i løbet af et par uger.