Tirsdag morgen skulle en kendt dansk rapper have siddet på anklagebænken ved Retten på Frederiksberg.
Men i denne omgang slipper han.
Det oplyser Retten på Frederiksberg til B.T.
»Sagen er blevet aflyst,« lyder det.
Men den populære rapper slipper ikke helt. For nu vil retten sammen med Københavns Anklagemyndighed og forsvarsadvokat Rune Berggren Brøndal Pedersen forsøge at finde en ny dato, hvor sagen kan starte.
Rapperen, der har spillet på landets største musikscener, er beskyttet af et navneforbud. Derfor kan B.T. ikke komme nærmere ind på mandens identitet.
Det fremgår af anklageskriftet mod manden, at han er tiltalt for fire forhold.
Sagens første to forhold drejer sig om et voldsomt skænderi på legepladsen ved Skolen ved Sydhavnen 8. marts 2024.
Politiet mener, at rapperen truede sit offer - ifølge B.T.s oplysninger er der tale om en kvinde - med en kniv, hvor bladet er over 12,5 centimeter.
Herfter skulle han have punkteret kvindens bil, da han stak samme kniv ind i et eller flere dæk.
Sagens andet forhold går på overtrædelse af knivloven, da ordensmagten ikke mener, at han havde et »anerkendelsesværdigt« formål med besiddelsen af kniven.
Mødet mellem kvinden og rapperen fandt sted om morgenen ved 09.30-tiden.
11 timer senere troppede betjente op hos den kendte kunstner for at ransage hans lejlighed.
Her fandt betjentene flere ulovlige våben.
En totenschlæger, der er et håndvåben a la en knippel, blev fundet på adressen.
Derudover fandt politiet en særlig kastestjerne med tre fold- og låsbare blade på hver 6 centimeter og to macheter, igen med klinger over 12 centimeter.
Rune Berggren Brøndal Pedersen, der er forsvarsadvokat for tiltalte, ønsker ikke at kommentere sagen.
B.T. følger sagen.