»Der er noget, der tyder på, det er begyndt at ulme så meget i ham, at han simpelthen ikke har kunnet holde det her behov nede.«
For kriminalpsykolog Charlotte Kappel er Korsørmandens forhold til sadistisk porno og fantasierne i de to håndskrevne noveller et udtryk for »en klar eskalering«.
Selv har Korsørmanden i retten forklaret, at han havde et »problematisk forhold« til den sadistiske porno, der blev fundet på hans computer i forlængelse af hans anholdelse i april 2023.
Det var noget, han så i flere timer om dagen, og som i løbet af årene havde udviklet sig til at være mere og mere voldsomt.
Det var blandt andet billeder af kvinder trukket med halsbånd og kæde, kvinder liggende bundet i bagagerum, og kvinder druknet i en sø.
Om materialet er ægte eller skuespil, vides ikke.
Men for den tiltalte var materialet en måde, hvorpå han kunne få afløb for især en fantasi om kidnapning, har han fortalt.
I sin fængselscelle har han ikke adgang til det downloadede materiale, og derfor har han skrevet to noveller, hvor hans fantasier om at bortføre helt unge piger og udsætte dem for forskellige seksuelle ting har fået frit løb.
»Det er min afhængighed. Min måde at føre videre det inde i fængslet, hvor jeg er afskåret fra de ting, jeg så på computeren,« har 33-årige tiltalte fortalt.
De fleste kan skelne
Charlotte Kappel, der er ekspert i profilering af gerningspersoner, forklarer, at der i virkeligheden er rigtig mange forskellige mennesker, der ser porno af så voldsom karakter.
»Jeg tror, mange af os ville blive overraskede over, hvor mange af vores naboer og bekendte der rent faktisk kunne finde på at se noget, som vi måske synes, er lidt voldsomt. Men pointen for mig er, at det ikke er det, der gør, om man bliver drabsperson eller ej,« siger hun og tilføjer, at langt de fleste godt kan skelne.
»Men en person, som måske i forvejen har nogle mangler eller ting, der trykker indeni, som ikke er helt sunde, kan gå ud og reagere på det, fordi pågældendes normer i forvejen ikke helt fungerer.«
Godt nok er materialet voldsomt, men det er ikke ulovligt, modsat det overgrebsmateriale af børn, som Korsørmanden har erkendt besiddelse af.
»I og for sig er der ikke noget galt i at kigge på meget hård porno, hvor begge parter frivilligt har været i det.«
»Problemet bliver, hvis det er, at det ikke er noget, der er frivilligt, og hvis det så bliver en del af fascinationen,« understreger Charlotte Kappel.
Mere vil have mere
Selv har Korsørmanden forklaret, at hans pornointeresse havde udviklet sig i en mere voldsom retning de seneste år, hvor han til sidst foretrak sadistisk porno.
Ifølge kriminalpsykologen er det generelt set helt naturligt og et udtryk for, at mere vil have mere.
»Vi har det med at starte stille med noget, og jo længere tid, vi slipper afsted med at gøre det uden at møde modstand eller afstraffelse, vil vi blive ved med at gøre det.«
»Hvis det er noget, vi gør for at skabe nydelse, eller noget, som kommer af et behov indeni os, får vi brug for mere og mere. Så hvis det er at se en meget sadistisk adfærd udført over for kvinder, så kan man starte i det små, men på et tidspunkt skal man ret langt op på skalaen for at kunne føle den samme tilfredsstillelse.«
De farligste er uden stopklods
Det er langt fra alle, der ser ekstreme eller sadistiske videoer, som ender med at udleve det i virkeligheden, understreger kriminalpsykologen.
»Men det er der bestemt nogle, der vil.«
»Der må godt være nogle ting, man drømmer om og fantaserer om, men der er nogle ting, man simpelthen ikke må føre ud i livet. Og hvis man ikke har fået den her stopklods, bliver det rigtig svært.«
»Dem, der er mest farlige, er dem, der ikke har stopklodsen, og dem, der samtidig er socialt intelligente nok til at vide, at man ikke skal dele det med alle og enhver, fordi det her er noget, man egentlig ikke må,« understreger hun.
En udfordring er ifølge kriminalpsykologen også, at materialet er let tilgængeligt.
Emilie Meng: 15-årig efterskoleelev fra Sorø 13-årig pige fra Kirkerup:Det er Korsørmanden tiltalt for:
»I en verden, hvor der er så meget tilgængelighed online, tror jeg, at rigtig mange kommer til at suse forbi det, og så kommer det meget an på, hvordan man er udrustet indvendigt.«
»Jo yngre og mere sårbare vi er, jo mere bliver vi overbevist om, at det er normen, og det er det, der kan være farligt. Så hvis det er let tilgængeligt, kan det også være rigtig svært og sige ‘det er bare sådan noget, du må tænke på, det er ikke noget, som du rent faktisk må udøve’,« forklarer Charlotte Kappel
Uhyggelige lister og fantasipose
Foruden den sadistiske porno og de to håndskrevne noveller har politiet hos den tiltalte også fundet en liste med virkelige piger, deres adresser og billeder, som han havde fundet på sociale medier.
De er alle blevet orienteret om at have været på listen. På listen var ikke de forurettede i sagens navne.
Listen var til for at visualisere en form for kidnapning, har Korsørmanden forklaret og understreget, at det var ren fantasi og altså ikke noget, han ville udleve i virkeligheden.
Han var i 2018 til 2019 også begyndt at samle effekter i en pose. Indholdet var ligeledes udtryk for en fantasi, og af og til tog han posen med ud på sin køreture.
»Jeg kunne køre ud til steder og forestille mig tingene blive brugt mod andre.«
Ifølge Charlotte Kappel er den såkaldte fantasipose i et generelt perspektiv et genkendeligt element blandt en særlig type.
Den pædofile overgrebsmand.
»Det er desværre mere normalt blandt den type gerningsperson, end man skulle tro. Når det kommer til stykket, hvor trangen begynder at være der igen, så har de det med at samle til huse,« forklarer hun.
»På et tidspunkt kan de ikke undertrykke det længere, så har de typisk et rapekit i bilen, og så begynder de at køre forbi de steder, hvor de ved, de kan finde ofre.«
Retssagen fortsætter 21. maj, hvor flere personer med relation til sagen om den 13-årige pige fra Kirkerup skal vidne.
Derudover vil anklagemyndigheden afspille videoafhøringerne af den 13-årige pige.
Læs eller genlæs B.T.s liveblog her.