OPDATERING 2. SEPTEMBER: Den savnede kvinde er fundet død, og sagen efterforskes som et mistænkeligt dødsfald. Hendes navn og billede er derfor fjernet fra artiklen.
Politiet sætter mandag eftermiddag nu en helikopter ind i eftersøgningen af den 79-årige XX, der er forsvundet.
Det skriver Nordsjællands Politi på X.
Helikopteren vil søge i området ved Nivå mellem klokken 14.30 og 17.
Politiet skriver:
'Helikopteren vil flyve lavt for at afsøge hegn, grøfter m.v.'
Kvinden forlod sin bopæl i Niverød/Nivå søndag.
Tidligere mandag sagde pressevagten hos Nordsjællands Politi til B.T.:
»Seneste melding er, at der er blevet tilkaldt hunde og droner, som har været i gang med at lede.«
XX er 79 år gammel og omkring 160 centimeter høj.
Hun beskrives som værende almindelig af bygning med hvidt/gråt pagehår - og så er hun dårligt gående.
Ser du hende, eller nogen der ligner, så beder politiet dig kontakte dem på telefon 114.