Det har hele tiden været meningen, at 90-årige Vagn Jensen skulle leve sin sidste tid i sit hus i Hadsund.

Men nu er pensionisten blevet tvunget til at ændre den plan.

Årsagen?

Han tør simpelthen ikke blive boende.

»Før var jeg en rigtig humørmand til fester, men siden han overfaldt mig, er der noget, der sidder i mig. Jeg bliver aldrig den samme igen, før jeg eller han kommer væk,« siger 90-årige Vagn Jensen.

Vagn Jensen er dén 90-årige pensionist, som har fået en ufrivillig hovedrolle i sagen om en psykisk syg mand, der i en længere periode har skabt enorm utryghed i Hadsund. Du kan læse flere af B.T.s artikler her og her

For Vagn Jensen begyndte mareridtet den 15. juli i år.

»Jeg sad i min stol, som jeg gør nu, og så åbner min terrassedør pludselig. Det er min genbo, der kommer ind, og han ser helt vildt ud i ansigtet. 'Hvor er de penge?', råber han flere gange,« fortæller Vagn Jensen og fortsætter:

»Han går mod mig, og så forsøger jeg at rejse mig. Før jeg når det, tager han dog fat om min hals og trykker mig ned. Så går han hen i køkkenet, åbner en skuffe og begynder at rode. Jeg ved godt, hvad han vil have fat i, så jeg løber ud og hen til min nabo.«

Vagn Jensen råber »hjælp, han vil dræbe mig«, da han kommer hen til naboen, der kontakter politiet.

Der sker ikke mere den dag, men efterfølgende får han at vide, at politiet fandt en køkkenkniv på en kommode lige inden for døren.

En kniv, som genboen må have taget op fra skuffen.

Et par dage senere er den gal igen, da Vagn Jensen befinder sig i sit soveværelse.

Her forsøger genboen at åbne vinduet og kravle ind, hvilket dog mislykkes. 

I stedet går genboen hen til fronten af huset, hvor han tager et fuglebad og smadrer det ned i den nu låste terrassedørs håndtag.

Heldigvis formår han ikke at få åbnet døren op, og genboen forlader stedet.

»Herefter har der været en masse episoder, hvor han kommer over og ringer på, men jeg åbner selvfølgelig ikke op. Døren er låst, og mine gardiner er rullet ned. Jeg plejer ellers at have vinduerne på klem, så jeg kan høre trafikken på vejen,« siger Vagn Jensen.

Foruden låst dør og nedrullede gardiner er pensionisten også efter overfaldet begyndt at parkere sin bil så tæt som muligt på døren, så han blot skal træde ud og ind i den.

Betyder det så, at du eksempelvis ikke vil turde at gå en tur , selvom det er i dagslys?

»Jeg kan ikke gå en tur, nej. Jeg sætter mig ind i bilen og kører, og så kører jeg hjem og går ind igen. Det er trist,« siger Vagn Jensen.

Pensionistens familie forsøger nu at finde en lejlighed til den 90-årige mand, da de ikke længere stoler på, at den psykisk syge genbo bliver håndteret af enten politiet eller psykiatrien. 

B.T. talte i weekenden med genboens forældre, der fortalte, at de flere gange forgæves har forsøgt at få deres søn indlagt. Psykiatrien har dog flere gange nægtet at indlægge ham – senest forrige søndag.

Og det undrer Vagn Jensen.

»Jeg synes, det er mærkeligt, at ingen får ham indlagt, eller får ham væk på en anden måde. Det kan ikke være rigtigt, at det er mig, der skal finde noget andet, når jeg aldrig ellers har overvejet at flytte. Jeg bor så dejligt – lige ved siden af skoven,« siger han.

Både Nordjyllands Politi og Region Nordjylland har afvist at svare på spørgsmål i sagen.