Hvis de ville sikre sig en plads i himlen, møde Jesus, når verden gik under, skulle de sulte sig selv. Sulte, til livet forlod deres kroppe.

Først børnene, så kvinderne, så mændene.

Som den sidste ville han selv drage mod skyerne. Kultlederen Paul Mackenzie Nthenge, der i øjeblikket sidder på anklagebænken i en sag, hvor han ifølge BBC og AP er tiltalt for at være skyld i over 400 menneskers død.

Heriblandt 191 børn.

Han nægter sig skyldig. Nægter, at han står bag det, som ifølge BBC af anklagemyndigheden i Kenya bliver beskrevet som den største drabssag i landets historie.

Shakahola-massakren bliver den kaldt.

Og den startede, da politiet og lokalbefolkningen ikke længere kunne se igennem fingrene med de mange rygter og fortællinger, der gik om Shakahola-skovens beboere: Børn blev lagt i håndjern, mishandlet, dræbt og sultet ihjel. Voksne blev dræbt, sultede sig selv ihjel.

Der var noget helt galt med medlemmerne af Good News International Church.

I overfladiske grave fandt man hundredvis af lig. Mange var sultet ihjel. Andre var blevet kvalt eller tæsket.
I overfladiske grave fandt man hundredvis af lig. Mange var sultet ihjel. Andre var blevet kvalt eller tæsket. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ikke længe efter gjorde myndighederne sig ikke ét men hundredvis af grufulde fund i Shakahola-skoven.

Uddrev djævlen
Paul Mackenzie Nthenge opkøbte i 2019 et stort område i den vilde skov, efter han som følge af en konflikt med myndighederne officielt havde nedlagt Good News-kirken. En kirke, som han havde åbnet i 2003. 

Manden, der forinden havde arbejdet som taxachauffør og sælger, vakte med sine påståede mirakler, djævleuddrivelser og karisma opsigt, og folk kom fra nær og fjern, lærere som politifolk, for at tilslutte sig kirken. 

Men i skyggen af opmærksomheden fra en betaget flok følgere skulede myndighederne. Blandt andet, fordi Paul Mackenzie Nthenge angiveligt prædikede, hvordan skoler og vaccinationer var djævelske. Børn blev holdt hjemme fra skole, fordi hans læsning af Biblen ikke bakkede op om uddannelse.

Paul Mackenzie Nthenge nægter sig skyldig i både drab, terror og børnemishandling.
Paul Mackenzie Nthenge nægter sig skyldig i både drab, terror og børnemishandling. Foto: Simon Maina/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

På et tidspunkt blev han desuden tilbageholdt, fordi han modsatte sig regeringens ønske om, at alle skulle have personnumre.

Tallene var dæmoniske, påstod han.

Myndighedernes forsøg til trods gik han fri flere gange. Det var først, da det i 2019 han blev dømt for ikke at have sendetilladelse til den tv-kanal, han brugte til at sprede sine budskaber, at han – umiddelbart – så sig slået.

Han nedlagde sin kirke og rykkede til Shakahola-skoven.

Flyttede ud blandt vilde dyr
Hans følgere rykkede med.

Skoven, som også husede elefanter og store kattedyr, blev inddelt i områder, som fik navne kendt fra Bibelen.

Betlehem, Nazareth og Judæa blev de kaldt, og ind flyttede de følgere, der nogle år senere skulle få besked på at sulte sig selv for at gøre sig fortjent til en plads i himlen ved jordens snarlige undergang.

Sådan endte mange i de massegrave, som i foråret sidste år blev afsløret.

Massegravene var godt gemt i den ufremkommelige skov.
Massegravene var godt gemt i den ufremkommelige skov. Foto: Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Udsultede var de blevet stedt til hvile i overfladiske grave. Og mange af dem.

I månedsvis steg antallet af fundne lig på nærmest daglig basis. Sagen var så omfattende, at der til sidst ikke var plads i lighusene, og det er i dag langt fra alle lig, der er blevet obduceret.

Eller identificeret. Eller fundet.

For nok er Paul Mackenzie Nthenge tiltalt for sin rolle i 429 menneskers død, men Shakahola-skoven kan meget vel gemme på yderligere tragedier, mener myndighederne. Ifølge Røde Kors i Kenya er mindst 600 mennesker meldt savnede.

Shakahola-skoven fra oven.
Shakahola-skoven fra oven. Foto: Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

De obduktioner, der er lavet, og som spiller en bærende rolle i retssagen mod Paul Mackenzie Nthenge og 94 påståede medgerningsmænd, viser, at ikke alle er døde af sult.

Der er ligeledes fundet lig fra børn og voksne, der har fået kvalt og tævet livet ud af sig.

Præsident erkender svigt
Sagen har sendt rystelser gennem det troende land, der må erkende faren ved religion prædiket af den forkerte.

»Det var sløseri fra regeringens side, og jeg må bede kenyanerne om tilgivelse,« lød det kort efter fundene sidste år på landsdækkende tv fra præsident William Ruto, da han undskyldte og erkendte, at myndighederne havde sovet i timen.

Det er langt fra alle lig, der er blevet obduceret og identificeret.
Det er langt fra alle lig, der er blevet obduceret og identificeret. Foto: Simon Maina/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ved samme lejlighed bad han befolkningen om at give efterforskerne plads til at gøre deres arbejde. Og så forsikrede han, at religiøse ledere ville blive inddraget i det videre arbejde med at sikre, at det aldrig igen må gå så galt.

»Det skyldes, at vi her i landet respekterer religion. Det er dér, vi søger trøst og hjælp, vi er kristne og tror på gud. Vi skal sikre, at folk som Mackenzie ikke udnytter religion til at narre kenyanere.«

Drabssagen, som i øjeblikket bliver behandlet ved domstolen i Mombasa, er ikke den eneste, der har Paul Mackenzie Nthenge som hovedperson.

Sideløbende kører to sager om terrorisme og børnemishandling. Sidstnævnte omfatter anklager om tortur, overgreb og krænkelse af børns ret til uddannelse.

Også disse nægter han sig skyldig i.