Et møde i en grusgrav i november sidste år har fået alvorlige konsekvenser for en 51-årig mand.
For da manden mødtes med den 24-årige mand, han havde aftalt at mødes med, blev han overfaldet med peberspray.
Kort efter dukkede to af den 24-åriges venner op, og de tre overfaldt den 51-årige med hammer, koben og truede ham med kniv, inden de frarøvede ham hans kreditkort og hævede en del tusinde kroner.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse i forbindelse med, at de tre mænd på 17, 24 og 26 år er blevet idømt fængselsstraffe.
Den voldsomme episode, der fandt sted i en grusgrav i Assentoft ved Randers, har efterladt den 51-årige mand med alvorlige varige skader.
Overfaldet var så groft, at hans ene øje måtte bortopereres. Han brækkede blandt andet også kæben.
De tre gerningsmænd filmede overfaldet og delte videoklippet med flere venner på Snapchat.
Allerede samme dag som overfaldet – 17. november 2024 – fandt politiet dem og anholdt dem.
Den 24-årige og den 26-årige er nu idømt fem års fængsel, mens den 17-årige er idømt fire års fængsel.
De nægtede sig alle tre skyldige og har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.
»Det var et meget farligt og voldsomt overfald, og retten var enig i anklagemyndighedens vurdering i, at det var så groft, at der var tale om særdeles skærpende omstændigheder,« siger Rosa Pape, senioranklager i anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
»Det ser ud til, at det har været en blanding af et økonomisk motiv og et personligt motiv, der handlede om, at gerningsmændene manglede penge og havde en opfattelse af at være blevet krænket af den 51-årige.«
»De påståede krænkelser har politiet dog ikke kunne finde bevis for. Det forhold, at man overbeviser sig selv om, at det man gør er selvtægt eller på anden måde berettiget, gør ikke, at det bliver lovligt. Og sagen viser også hvor voldsomme konsekvenser, det kan få, når man bliver grebet af en blodrus i sådan en situation,« siger Rosa Pape.