»En disposition i forhold til sin private opsparing, som ikke er forenelig med stillingen.«
Sådan lød det fra pensionsselskabet Velliv, da de 1. maj 2023 fyrede deres topchef i over 15 år, Steen Michael Erichsen.
Næsten to år senere kan Berlingske nu skrive, at den tidligere pensionsboss bliver efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Det skulle angiveligt ske, efter at den tidligere administrerende direktør ifølge avisen har brugt interne oplysninger fra selskabet til gavn for hans private investeringer.
Ifølge Berlingskes oplysninger gik Velliv, der har tæt på en halv million kunder, til Finanstilsynet med deres oplysninger om Steen Michael Erichsen. Angiveligt var sagen så alvorlig, at tilsynet overleverede sagen til NSK.
»Finanstilsynet har anmeldt Steen Michael Erichsen til NSK. Henset til at der er tale om verserende efterforskning, kan jeg desværre ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt,« skriver anklager Christian Brynning Petersen fra NSK i en e-mail til Berlingske.
Hovedpersonen selv vil ikke udtale sig om sagen. Han siger til avisen, at han ikke vil kommentere efterforskningen.
Tilbage i 2023 udtale Vellivs bestyrelsesformand, Anne Broeng, i forbindelse med fyringen:
»Det er med beklagelse, at vi må sige farvel til Steen Michael Erichsen. Steen Michael har i sine 15 år som ceo (administrerende direktør, red.) været med til at drive en kolossal udvikling. Velliv er således fire gange på fem år udnævnt som årets pensionsselskab – blandt andet i kraft af høj vækst, lave omkostninger og gode langsigtede afkast. Den store indsats kvitterer vi for og ønsker Steen Michael Erichsen det bedste fremover.«
Steen Michael Erichsen blev ansat som administrerende direktør for Velliv i 2008.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra NSK og Velliv til sagen, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen.