To plejebørn tager i dag hul på den årelange Mern-sag mod to tidligere plejeforældre.
Sagen om grov vanrøgt af i alt otte plejebørn går for alvor i gang i dag kl. 13 i Nykøbing Falsters Byret. To tidligere plejebørn vil i eftermiddag indtage vidneskranken, hvor det første tiltalepunkt vil blive gennemgået.
Her er begge plejeforældre, en 60-årig mand og hans 54-årige hustru, tiltalt for at frihedsberøvelse af deres to plejebørn i årene 1990 til 1995. De to plejebørn er i dag henholdsvis 23 år og 26 år gamle. Derudover skal parrets voksne datter også vidne.
Parret er netop ankommet til retten. Bt.dks reporter i retten fortæller, at kvinden smiler og virker overraskende rolig.
Hun er iført en sort tunika og har et par briller i håret. Manden sidder ved siden af sin hustru, iført blå cowboybukser, sort langærmet trøje og hvide kondisko.
Læs også:
Ifølge anklageskriftet er begge børn i den periode gentagne gange blevet låst inde på en første sal i en lejlighed i op til flere dages varighed. Det ene barn er født i 1988, og har derfor kun været to år, da overgrebene begyndte.
Kritik af sagsforløb
Mandag blev det tyve punkter lange anklageskrift læst op, og allerede inden sagen gik i gang, søgte forsvaret om udsættelse af sagen. Argumentet lød på, at forsvaret endnu ikke har fået alt sagsmateriale fra anklagemyndigheden. Forsvarsadvokat Hanne Ziebe, som repræsenterer den 60-årige plejefar, var og er meget utilfreds.- Det, der ville have været mest praktisk, var, hvis min klient og hans hustru fik lov at vidne først. Men det er ikke muligt, da vi ikke har set alle sagsmaterialerne igennem. Det er ikke rimeligt, at forsvaret skal sidde og læse det igennem under retssagen. Det kommer bare til at betyde, at vi kommer til at genindkalde vidner - og det tjener ikke nogen parter, siger Hanne Ziebe, der forudser at sagen vil trække ud.
Dagens retsmøde ventes afsluttet kl. 15.30. Den første time af retsmødet er blevet brugt på at diskutere, hvorvidt der skulle nedlægges navneforbud, når parrets biologiske datter skal vidne, og om forsvarsadvokaterne skal have medhold og få udsat sagen, så de kan gennemlæse alle sagsakterne.
Læs også:
Efter den nuværende plan skal der afsiges dom 31. januar.
Sagen kom frem i sommeren 2011, da parret blev tiltalt for årelang mishandling og vanrøgt af en række plejebørn. Et af de tidligere plejebørn fortalt allerede i december 2009 om sine oplevelser i plejehjemmet til voksne, der gik til politiet. Først et halvt år senere blev parret sigtet, og senere tiltalt.
Det er primært den 60-årige mand, der er tiltalt for uhyrlighederne, mens hans hustru angiveligt skal have undladt at gribe ind, selvom hun overværede eller var vidende om, hvad der skal have foregået.