Der er ét stort hul i hukommelsen, når Morten Skjødt Knudsen tænker tilbage på fredag den 8. august 2025.
Han husker, at han og en kammerat mødes ved ham selv og 'varmer op' til at skulle i byen i Randers.
Han husker, at de to venner først er på Old Irish Pub, hvorefter de svinger forbi Café Smagløs.
Herefter kommer det store hul.
Det næste, som 36-årige Morten Skjødt Knudsen husker, er nemlig, at han vågner ved en trappesten til synet af en tidligere kollega, der kigger lettere chokeret på ham.
Og så mærker han blodet. Massive mængder blod, som han er smurt ind i.
Hans kortholder og kasket er ligeledes pistvæk.
Det viser sig, at han er blevet slået ned med en flaske i højre side af baghovedet.
»Jeg havde tabt så meget blod, at du ikke drømmer om det, så det er heldigt, at jeg er her i dag. På hospitalet røg jeg i fuld narkose og blev opereret, hvor såret blev lukket,« fortæller Morten Skjødt Knudsen.
Herefter blev han udskrevet, men der gik kun én dag, før den 36-årige mand mærkede en så voldsom hovedpine, at det føltes som om, at »hans kranie blev mast mellem to metalplader«.
Derfor røg han forbi hospitalet igen, hvor lægerne konstaterede, at der inde bag det lukkede sår var opstået en infektion, og så måtte han igen i fuld narkose for at blive opereret.
B.T. har set dokumentation for begge hans hospitalsbesøg.
»Det har været en virkelig voldsom tur, og jeg er stadig i chok over det. Jeg vælger at stå frem, fordi jeg måske kan få hjælp,« siger Morten Skjødt Knudsen.
For ligesom han selv ikke ved, hvad der er sket, er politiet også på bar bund.
Der er ikke fundet nogen gerningsmænd, så den 36-årige mand håber, at nogen måske har set noget og vil kontakte politiet, når de læser denne artikel.
»Det her har allerede sat dybe spor i mig, og jeg skal have fat i en krisepsykolog. Når jeg går udenfor og folk skal overhale mig, føler jeg, at jeg er ved at blive overfaldet igen,« siger han.
Morten Skjødt Knudsen mistænker desuden, at han forud for overfaldet er blevet drugged. Derfor har han fået taget en blod- og urinprøve, men der er endnu ikke kommet svar på den.
Har du oplysninger til politiet, kan du kontakte dem på telefonnummer 114.