En tragisk trafikulykke torsdag klokken 18 kostede en 57-årig motorcyklist livet.
Ulykken skete på Fyrvej ved Ferring i Lemvig Kommune, da den 57-årige mand af indtil videre ukendte årsager væltede på motorcyklen og gled over i en modkørende bil.
Det skriver TV Midtvest.
Den 57-årige mand er fra Holstebro Kommune, oplyser politiet.
Der blev sendt en lægehelikopter til stedet, hvor ulykken fandt sted, men den 57-årige blev erklæret død inden ankomsten til sygehuset.
Personerne i den modkørende bil, som ramte manden, kom ikke til skade.
Politiet kan endnu ikke fastslå årsagen til ulykken, men har både talt med vidner og mangler svar fra tekniske undersøgelser, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.