Onsdag aften spottede en reporter fra Fyens Stiftstidende et større antal patrulje- og civilvogne køre gennem Odense.

Politiet holder kortene tæt ind til kroppen om den mystiske politiaktion.

Det var klokken 18.15, de mange patruljevogne blev set køre med udrykning ad Østre Stationsvej i vestlig retning, og senere blev de også spottet i byen Bolbro.

Over for både Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn bekræfter Fyns Politi, at politiaktionen fandt sted.

Men så heller ikke meget mere.

»Vi har assisteret en anden politikreds med en aktion på Vestfyn. Når den anden politikreds har færdiggjort deres undersøgelser, melder den selv noget ud til pressen,« siger vagtchef Sten Nyland til TV 2 Fyn.

Præcis hvor aktionen foregik, eller hvorfor den blev igangsat, har vagtchefen ikke ønsket at uddybe.