Der er fredag sket en afsporing af et tog mellem Kliplev og Tinglev i Sønderjylland.
Banedanmark oplyser til B.T., at der er »mange tilskadekomne«, og ifølge TV 2 er to lægehelikoptere ankommet.
B.T. har talt med Severin Stollig Sivesgaard, der er nabo til ulykken.
»De havde fem helikoptere – både danske og tyske,« siger han og fortsætter:
»Vi kan høre, at der er mange ambulancer og politi, men vi kan ikke se noget.«
Da B.T. taler med ham, er han på vej væk fra jernbaneoverskæringen, hvor han har talt med en håndfuld mennesker, der alle var rystet over ulykken.
»Fra byens overskæring kan vi se toget, hvor man kan se, at den ene vogn står skævt,« fortæller han til B.T.
Han fortæller samtidig, at én af de personer, han talte med, havde en pårørende ombord på toget.
»Det her er tredje gang inden for fem år, at der er en ulykke ved jernbanen. For fem år siden var det en traktor, der kørte ind i toget – og for en måned siden var det en dødsulykke,« fortæller Severin Stollig Sivesgaard til B.T.
Her refererer han til den ulykke, der fandt sted i starten af juli, hvor en 24-årig bilist kolliderede med et DSB-tog. Ulykken skyldtes, at den klokke, der skulle alarmere bilisten om toget, var blevet stjålet.
»Vi kan ikke forstå, at der ikke snart bliver sat nogle bomme op,« fortæller Severin Stollig Sivesgaard til slut.