Onsdag morgen var en 47-årig kvinde fra København kommet på afveje i Birkerød.
Klokken 09.07 modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse fra en lastbilchauffør om, at en personbil spærrede for udkørsel på Q8-tanken på Bistrupvej.
Det skriver politikredsen i sin døgnrapport.
I bilen sad den 47-årige kvinde – lænet over midterkonsollen.
Da politiet ankom til stedet, blev kvinden vækket, og det viste sig, at hun var kraftigt påvirket af alkohol.
En alkometertest viste en promille på 2,44 – og dermed langt over det tilladte.
Hun blev derfor anholdt og kørt til blodprøvetagning.
Det viste sig efterfølgende, at den 47-årige kvinde allerede var frakendt førerretten, hvilket hun også blev sigtet for.