Slukningsarbejdet af en brand hos en autoophugger nord for Ølstykke ventes at vare hele natten. Politiet advarer i samme ombæring om, at røgen kan være giftig.
Det skriver Nordsjællands Politi i et opslag på det sociale medie X, og opfordrer til, at borgere lukker vinduer.
Det skyldes, at branden udvikler en så stor mængde røg, at det kan være sundhedsskadeligt.
»Borgere der bor sydøst for adressen og som kan lugte røg bedes lukke døre og vinduer samt slukke eventuelle ventilationsanlæg,« skriver politiet.
I forbindelse med branden er en del af Rute 6 Roskildevej også spærret.
Branden blev anmeldt onsdag klokken 16.15.