For halvanden måned siden blev en 32-årig mand stukket ned i den østlige del af Aarhus.
Nu efterlyser Østjyllands Politi Noah Turkmani, som de mener førte kniven 1. marts på Bispehavevej.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Det er en person, vi rigtig gerne vil have fat i, så vi håber, at nogen har oplysninger, der kan føre os til ham. Vi tager imod alle tip om, hvor han kan være,« siger politikommissær Anders Schouby i pressemeddelelsen.
Politiet har ikke kunnet finde frem til 32-årige Noah Turkmanis tilholdssted, derfor bliver han efterlyst i offentligheden med navn og billede.
Pas på
Østjyllands Politi hører meget gerne fra borgere, der har oplysninger om, hvor han befinder sig.
»Ser man den efterlyste, skal man ikke tage kontakt til ham,« lyder det fra politiet.
I stedet skal man ringe til politiet på telefon 114.