Politiet annullerer og tilbagebetaler 64 bøder, de har givet.
Ja, læs det lige igen.
Er du en af de heldige, så er du højst sandsynligt drejet til venstre fra Center Nord til Nørrevænget i Silkeborg.
Her blev der i marts sat et skilt op med 'venstresving forbudt'.
Men nu er Midt- og Vestjyllands Politi blevet opmærksom på, at skiltningen 'hverken er opsat eller godkendt af myndighederne'.
Derfor er skiltningen ikke gældende, og det samme gælder de 64 bøder, politiet har udstedt på den baggrund.
»Det er en troværdigt udført skiltning, og vores patrulje har antaget, at skiltningen var gældende. Men vi beklager selvfølgelig, at vi har udskrevet bøder på stedet, når det nu har vist sig, at skiltningen ikke var godkendt,« siger Stephan Weber, leder af beredskabet ved lokalpolitiet i Silkeborg.
Skiltet er pillet ned.
Borgere, der har fået disse bøder, skal ikke selv gøre noget, men vil blive kontaktet af politiet.