Henrik Sass Larsen satte sig 9.25 til rette i en læderstol i Københavns Byrets retssal 60.
Her er han tiltalt for at være i besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke.
Anklager i sagen, Maria Cingari, indrømmer dog nu i retten, at man begik en fejl, da politibetjentene, der ransagede Henrik Sass Larsens hjem, ikke sikrede dukken, som de fandt ved ransagningen.
Dukken er nu ifølge Henrik Sass Larsen blevet smidt ud.
I retten blev også et billede af dukken vist. Her kunne man se en børnedukke med krøllet mørkt hår og 'bar krop'.
Ved skridtet kunne man ane, at der var en lille revne, og så kunne man se en hvid ledning, der førte ud til en form for fjernbetjening.
Henrik Sass Larsen nægter det forhold og oplyser, at han har fået dukken med gratis fra en kinesisk webshop.
Henrik Sass Larsen har i interviews med B.T. forklaret, at han indsamlede den store mængde overgrebsmateriale, fordi han som en slags research ledte efter de voksne gerningspersoner, som han angiveligt havde set begå seksuelle overgreb mod ham som lille dreng på gamle filmklip.
Ifølge Henrik Sass Larsen fik han i 2018 på sin daværende folketingsmail tilsendt via appen Wickr et link til et videoklip, der skulle vise et seksuelt overgreb mod ham selv, da han omkring 1969 selv var tre år gammel.
Det er inden retssagen uvist, om det har været muligt for politiets efterforskere at gennemgå hans mailkonto hos Folketinget for at efterprøve påstanden.
I 2021 modtog Sass ifølge ham selv igen en video. Denne gang på Snapchat.