Sommerferien er en saga blot for mange danskere.
En del er desværre vendt hjem til en ubehagelig overraskelse – og nej; det er ikke det at skulle tilbage på arbejdet, der henvises til.
»Mange begynder at vende hjem til deres huse efter sommerferien, men lige nu kan vi se, at der stadig er rigtig mange anmeldelser om indbrud,« siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Flemming Nørgaard.
I døgnrapporten oplyser politikredsen, at der stadig er mange anmeldelser om indbrud.
Alene mandag kom der yderligere ti af slagsen.
Derfor kommer politiet nu med en klar opfordring til danskerne.
Flere af anmeldelserne om indbrud er indløbet, fordi opmærksomme naboer eller borgere har kontaktet politiet, og det er ifølge Østjyllands Politi en helt uvurderlig hjælp:
»Hold øje i jeres nabolag – er der noget, der ser mærkeligt ud, eller nogen du ikke kender, der opfører sig mistænkeligt? Det er jer, der kender jeres område bedst, og kan spotte dét, der er ud over normalen. Det er en uvurderlig hjælp for politiet, når vi får tip, der giver os mulighed for at komme ud og fange tyvene på stedet,« fortæller Flemming Nørgaard.
Østjyllands Politi har i løbet af sommerferien haft særligt fokus på indbrud med ekstra patruljering, forebyggende tiltag og målrettet efterforskning.
Det har medført, at flere indbrudstyve er blevet varetægtsfængslet i løbet af sommeren, herunder en 64-årig mand, der er sigtet for ni indbrud i Aarhus i foråret og sommeren.
Hvis du ser noget mistænkeligt i dit nabolag, kan du ringe til politiet på telefon 1-1-4.
Er du vidne til et igangværende indbrud, skal du ringe til 1-1-2.