Tidlig søndag morgen har der udspillet sig dramatiske scener på Banegårdspladsen i det centrale Aarhus.

Her har flere personer været involveret i, hvad der udviklede sig til at blive et overfald.

»Vi er massivt til stede derude med både patruljevogne og ambulancer,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Anders Kragh.

Klokken 05.44 modtog politiet en anmeldelse om et overfald, og efter ankomsten kunne ordensmagten konstatere, at flere personer havde været i slåskamp efter en form for uoverensstemmelse.

»To personer er kommet lettere til skade,« siger Anders Kragh.

Politiet er ved at undersøge omstændighederne bag episoden – herunder om der er blevet brugt knive eller andre stikvåben under slåskampen på Banegårdspladsen.

Hvad der er gået forud ved politiet endnu ikke.

»Vi bliver på stedet en halv times tid endnu for at lave undersøgelser,« lyder det fra vagtchefen ved 06.40-tiden søndag morgen.

Anders Kragh understreger, at der ikke er fare for almindelige borgere i området, og at politiafspærringerne snart bliver ophævet.