Politiet er kommet med nogle nye detaljer i en mystisk sag om en skadet bil, der natten til fredag blev fundet liggende på taget i en grøft - men uden en fører i nærheden.
For bilen er afmeldt, hvilket har gjort, at man ikke umiddelbart har kunnet finde ud af, hvem der ejer det forulykkede køretøj.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Tidligere fredag morgen kunne TV2 Øst berette, at en bil var blevet fundet med »markante skader« i en grøft på Stevns.
Men bilens fører er forsvundet.
»Bilen har markante skader, men der var ingen personer ved bilen. Skaderne på bilen er så store, at det kan se ud som om, nogen må være kommet alvorligt til skade,« oplyste den vagthavende hos Midt- og Vestsjællands Politi tidligt fredag morgen til TV2 Øst.
Klokken var 02.11, da politiet fik anmeldt, at en personbil - der er polsk indregistreret - var blevet fundet efterladt liggende på taget i en grøft på Bjergvej lidt uden for Klippinge.
I døgnrapporten oplyser politikredsen, at det var en anden bilist, der kom forbi stedet, som havde opdaget bilen.
Men der var ingen personer i området, lyder det.
»Der blev tilkaldt politihunde til at søge efter eventuelt tilskadekomne på stedet, men heller ikke det bragte nogen klarhed over, hvad der var foregået,« oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
»Bilen var afmeldt, så det var ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvem ejeren er.«
Politiet vil af den grund gerne høre fra alle, der har en viden om, hvordan bilen er havnet på stedet, og hvem der har ført den.
Hvis du ved noget om sagen, kan politiet kontaktes på telefonnummer 1-1-4.