Foreløbigt er 21 personer blevet sigtet i en sag om omfattende unddragelse af registreringsafgifter på motorcykler. Yderligere motorcykelforhandlere med urent mel i posen skal ikke vide sig sikre.
»Der er tale om en meget omfattende efterforskning om unddragelse af registreringsafgifter på motorcykler. Vores vurdering er, at statskassen er gået glip af et meget stort millionbeløb. Med dagens aktion har vi nu blandt andet sikret beviser til den videre efterforskning i sagen,« lyder det fra Michael Kjeldgaard, ledende politiinspektør i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Torsdag har politiet ransaget i alt 25 adresser som led i en længerevarende efterforskning mod motorcykelforhandlere, som mistænkes for at være involveret i omfattende unddragelse af registreringsafgift på motorcykler.
Ransagningerne er sket på adresser i hele landet, undtaget Bornholm, med det formål at sikre beviser til sagen. Der er blevet indsamlet store mængder data, som nu skal undersøges nærmere. Under ransagningerne er der desuden beslaglagt værdier for samlet mindst 30 millioner kroner.
Samtidig indgår omkring 2.500 motorcykler indgår i sagen, hvor der er mistanke om en samlet afgiftsunddragelse på op imod 100 millioner kroner.
Dagens aktion blev foretaget med sagkyndig bistand fra Motorstyrelsen.
De foreløbigt 21 sigtede er i alderen 32 til 68 år.
Hør mere om kriminalitet i B.T.s spændende podcast 'På fersk gerning' her: