»Du ser fræk ud med gevir på,« skal han have sagt til en kvinde, før han på et dansegulv hev hende helt ind til sig, tog fat i hendes baller og pressede sin krop mod hendes.

Episoden er én ud af otte krænkelser, som en leder ved Midt- og Vestjyllands Politi ifølge anklagemyndigheden gjorde sig skyldig i under en firmajulefrokost sidste år.

Festlighederne fandt sted en fredag i december 2023, og der gik ikke længe, før politilederen blev hjemsendt fra job. Og det har han været lige siden, mens kollegaerne fra en anden politikreds – Syd- og Sønderjyllands Politi – har efterforsket beskyldningerne mod ham, skriver Viborg Folkeblad.

Efterforskningen udmundede i starten af september i et anklageskrift, som blandt andre TV Midtvest og B.T. har fået aktindsigt i.

Anklageskriftet indeholder otte forhold om blufærdighedskrænkelser. Krænkelser, der, hvis det står til anklagemyndigheden, skal føre til fængselsstraf til manden, der i årevis har været personificeringen af lovens lange arm.

Det er uvist, hvordan politilederen forholder sig til sagen.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra både ham og hans forsvarer, Niels Christian Strauss, men ingen af dem er vendt retur.

Det fremgår dog, at sagen skal køre med domsmænd ved Retten i Viborg. Dermed er der altså ikke lagt op til, at han tilstår, når retten på et endnu ukendt tidspunkt skal tage stilling til rækken af krænkelser, der ikke kun skal have været verbale, men også fysiske.

»Jeg vil ha' dig!«
Anklageskriftet beskriver i alt otte episoder, som skal være fundet sted i aften- og nattetimerne til julefrokosten.

Til en kvinde skal han have sagt, at hun var »en god pige« og »en god betjent«. Og »du kan komme langt i politiet, hvis du vil«, alt imens han med sin ene hånd rørte hende på ballen og klemte til uden på tøjet.

I et andet forhold er det beskrevet, at han skal have klappet og klemt en kvinde på ballen, mens han ved en tredje episode skal have rørt ved en kvindes tatoverede arm og sagt: 

»Nogen har tegnet på dig.« 

Bagefter skal han – med det der i anklageskriftet bliver beskrevet som en seksuel undertone – have udtalt:

»Jeg vil ha' dig – altså du ved.«

Ved et fjerde tilfælde skal en kvinde være blevet både klemt og nevet i den højre balle og efterfølgende spurgt, om de »ikke lige« skulle ind i et tilstødende lokale.

Sagens femte forhold beskriver en kvinde, der ved to lejligheder skal være blevet berørt på brysterne, mens anklageskriftets sjette tiltalepunkt altså beskriver kommentaren om, at en kvinde var »fræk med gevir på«.

Både forhold syv og otte drejer sig om, at politilederen skal have berørt kvinder på ballerne.

Den ene oplevede ifølge anklageskriftet, at politilederen førte sin hånd op under hendes nederdel. Den anden skal være blevet befølt lige over buksekanten også.

Får stadig løn
Der blev ved et retsmøde 3. oktober nedlagt navneforbud i sagen, hvilket betyder, at B.T. og andre medier er afskårede fra at komme politilederens identitet nærmere. 

Retten i Viborg skal dog på ny tage stilling til spørgsmålet i starten af november. 

Indtil da er det ikke muligt at komme den tiltaltes stilling hos Midt- og Vestjyllands Politi nærmere. En stilling, som han ifølge TV Midtvest fortsat er ansat i og får fuld løn for, selvom han snart har været hjemsendt i et år. 

»Det er Koncern HR i Rigspolitiet, der tager stilling til eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser, men hverken vi eller Rigspolitiet kan udtale os om en igangværende personalesag,« oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til regionalmediet.

Ifølge Ekstra Bladet, der har modtaget aktindsigt i politilederens personalemappe fra Rigspolitiet, modtager han en månedlig bruttoløn på 45.134,25 kroner.