Han havde kort inden slået to tilfældige mænd på gaden med knytnæveslag i hovedet for at røve dem.

Nu var den 19-årige voldsmand blevet erklæret anholdt af politiet, men det fik ham ikke ligefrem til at samarbejde med ordensmagten.

»Jeg opsøger og flækker dig, når jeg er løsladt,« truede han en af politifolkene, ligesom han forsøgte at vriste sig løs fra de to politibetjente og spændte op i kroppen for at modsætte sig anholdelsen.

Det fremgår af anklagepunkterne mod den 19-årige gerningsmand, der fredag skal have sin sag behandlet ved byretten i Næstved.

Her vil han efter planen tilstå de seks anklagepunkter, som er oplistet i den retsmødebegæring fra anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som B.T. har fået aktindsigt i.

Fem af dem daterer sig til den samme nat – 5. april i år. 

Her blev han anholdt i Haslev efter at have begået et voldeligt gaderøveri mod en tilfældig mand på Jernbanegade.

Ifølge sigtelsen i den planlagte tilståelsessag fik offeret ni knytnæveslag i hovedet, og da han forsøgte at skubbe gerningsmanden væk, blev han også sparket, så han faldt ned på først en bænk og herefter videre ned på jorden.

Mens den forurettede lå på jorden, blev han gentagne gange sparket på kroppen og i hovedet, så hans tandbro og briller gik i stykket. 

Herefter rev gerningsmanden jakken af offeret og løb fra stedet med den. Den indeholdt en mobiltelefon, 600 kroner i kontanter og et sæt nøgler.

Umiddelbart inden havde gerningsmanden samme sted forsøgt at begå røveri mod en mand, der blev spurgt, om han nogen penge eller cigaretter. 

Da offeret afviste det, klappede den 19-årige på hans jakkelommer for at undersøge det. Den forurettede forsøgte at afværge visitationen, men fik i stedet et knytnæveslag i ansigtet, inden gerningsmanden flygtede fra stedet.

I den aktuelle sammenhæng er han også anklaget for hvidvask ved i marts at have ladet 10.654 kroner, der stammede fra en strafbar handling, blive overført til sin bankkonto for at skjule pengenes ulovlige oprindelse.

Det fremgår af retsmødebegæringen, at den 19-årige tidligere er dømt for vold.