En tidligere 'Paradise Hotel'-deltager blev mødt af en underlig lugt, da hun kom hjem torsdag formiddag. 

Sarah Tiedt havde afleveret sin datter, som hun har sammen med realitystjernen Türker Alici, i vuggestuen i Harlev

»Det var en virkelig intens lugt i hele huset. Det var en blanding af kloak, afføring og et eller andet andet,« siger Sarah Tiedt til TV 2 Østjylland.

Dagen efter – fredag – blev ligdelene fra en 26-årig polsk mand fundet i kloakken i samme område, som Sarah Tiedt bor. 

Og derfor undrer den tidligere realitydeltager sig. 

Tanken om, om lugten i huset kunne stamme fra liget, der allerede torsdag lå i kloakken, finder hun »ulækker«. 

Og Sarah Tiedt er ikke den eneste, der havde kloakeringsproblemer i ugerne op til fundet af liget. 

Østjyllands Politi oplyste mandag, at flere borgere henvendte sig med problemerne. Og det var også, da man var i gang med at udføre kloakeringsarbejde, at man fandt den 26-årige afdøde mand. 

Sagen efterforskes nu som et drab, skrev Østjyllands Politi søndag i en pressemeddelelse.