Torsdag ved middagstid ændrede en helt almindelig skoledag sig til et voldsomt drama på Køge Gymnasium.

Her blev en ung mand, der er elev på gymnasiet, anholdt for angiveligt at have fremsat trusler om skyderi. Og nu reagerer uddannelsens rektor på den voldsomme hændelse.

»Jeg kan ikke give alle detaljer, men jeg kan fortælle, at vi har haft en episode i dag, hvor nogle elever har hørt, at en specifik elev har talt om skyderi – noget, der kunne foregå i den nærmeste fremtid,« fortæller rektor, Steffen Møllegaard Iversen, til B.T.

Han var ikke selv til stede, da den anholdte elev fremsatte de påståede trusler, men han har talt med elever, som hørte, hvad der blev sagt.

»Jeg kender selvfølgelig de pågældende elever, der har fortalt det, og der er tale om nogle relativt generelle vendinger om skyderi.«

»Vi håber og tror selvfølgelig, der er tale om misforstået dårlig humor, men vi var i tvivl, og det er derfor, vi har ladet politiet afklare det,« forklarer rektoren.

Vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Benjamin Rasch, fortalte tidligere torsdag aften, at man i øjeblikket er i gang med at afhøre både vidner og den anholdte elev for at afklare, hvad der er op og ned i de påståede trusler.

Steffen Møllegaard Iversen fortæller, at dagen på skolen fortsatte som normalt efter hændelsen, men at der naturligvis er både elever og lærere, der har reageret på den opsigtsvækkende situation.

»Det er ikke mit indtryk, at det har skabt panik, men det er klart, at der er elever og lærere, der har været påvirket af situationen. Dem står vi selvfølgelig til rådighed for, hvis de har brug for det, men vi planlægger en helt almindelig skoledag i morgen,« siger rektoren.

Gymnasiet har ikke kørt nogen form for kriseindsats i stilling, omend der tilbydes hjælp til dem, der har brug for det.