Der udspillede sig en ubærlig tragedie, da to personer blev ramt af en Porsche tirsdag på Roskildevej i Valby.
Her døde en 65-årig mand, mens en højgravid kvinde på 30 år også blev påkørt af bilen og brækkede foden.
Det hele udspillede sig for øjnene af sønnen, der så sin far og hustru blive ramt af bilen.
»Pludselig sagde det bang, og min kone skreg højt. Det var så brutalt. Der var så mange lyde og skrig og fortvivlelse, og pludselig siger min kone: hvor er din far?,« siger manden, der har talt med TV 2.
Den hjerteskærende hændelse fandt sted foran BabySam, hvor mandens far netop havde købt en barnevogn til det unge par.
Noget, han gennem længere tid havde tigget om at få lov til at købe til dem i forbindelse med den kommende familieforøgelse.
De to personer blev påkørt, mens de forsøgte at pakke barnevognen ind i bagagerummet på deres egen bil.
Konen, der er gravid i syvende måned er i skrivende stund på hospitalet efter en operation.
Onsdag fremstilles en 17-årig dreng i grundlovsforhør i forbindelse med færdselsuheldet.
Han blev anholdt flere timer efter ulykken, natten til onsdag klokken 01.40.
Porschen, der blev brugt til at påkøre de to personer, blev efterladt på ulykkesstedet af føreren, der flygtede.
B.T. har efter publicering fjernet navnet på sønnen i artiklen efter, at der i retten torsdag blev nedlagt navneforbud på alle de implicerede i sagen.