Et helt særligt begreb i juraens verden kan komme i spil, når straffesagen mod den tidligere toppolitiker Henrik Sass Larsen torsdag afvikles i Københavns Byret.

Her vil anklagemyndighedens anklager kræve ham idømt fængsel, men den tidligere socialdemokratiske minister er kommet med en opsigtsvækkende forklaring på, hvorfor politiet hjemme hos ham fandt over 6.200 billeder og 2.200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.

»Jeg indsamlede den store mængde materiale, fordi jeg som en slags research ledte efter de voksne gerningspersoner, som jeg havde set begå seksuelle overgreb på gamle filmklip, hvor jeg selv optrådte som barn,« har den tidligere socialdemokratiske toppolitiker i hovedtræk forklaret forud for retssagen.

Henrik Sass Larsens forsvarer, advokat Berit Ernst, har forud for retssagen antydet, at netop hendes klients forklaring om, hvorfor han lå inde med den store mængde overgrebsmateriale, skal spille en rolle.

I juridisk forstand kan en lovovertrædelse, der teknisk set opfylder alle betingelser i en straffebestemmelse, nemlig godt blive bedømt til at være straffri, hvis karakteren af handlingen ligger langt væk fra det, som var meningen med at lave den pågældende lovparagraf.

Det begreb kaldes i juridiske termer 'materiel atypicitet' og kommer kun sjældent i spil i danske retssale.

Men som B.T. tidligere har kunnet omtale, var det eksempelvis tilfældet, da en 49-årig mand i 1995 blev frifundet i den såkaldte Hela-sag for at have været med til at slæbe 5,5 ton hash i land fra en coaster ved en strand på Fyn.

Otte mænd blev dømt i sagen, men den 49-årige endte med at blive frifundet. Han forklarede nemlig, at han kun havde været på stranden, fordi han som filmfotograf på Nordisk Film var i gang med sin private research til en mulig, fremtidig tv-udsendelse om hashsmugling.

Ingen chefer eller andre på filmselskabet havde hørt om hans planer, men forklaringen endte altså med at få ham frikendt, så han også efterfølgende blev tilkendt erstatning for sin frihedsberøvelse indtil retssagen.

 »Vi har gjort en indsats for at skaffe den 30 år gamle dom, men det er ikke lykkedes. Til gengæld har vi fundet erstatningssagen, og den er jeg meget opmærksom på,« oplyser Henrik Sass Larsens forsvarer – advokat Berit Ernst – forud for retssagen til B.T.

»Jeg kan ikke sige, om jeg kommer til at bruge den i retten, men jeg har den på blokken, for den er meget relevant og et godt eksempel på materiel atypicitet,« tilføjer hun.

Henrik Sass Larsen er udover de mange billeder og filmsekvenser af børn også tiltalt for at have været i besiddelse af en ulovlig sexdukke, der fremstod som et barn.

Han har inden retssagen forklaret, at der var tale om en dukke, som han havde fået tilsendt som bonusgave fra en kinesisk handelsplatform.

Angiveligt havde han forsøgt at skille sig af med den, og han har forklaret, at den åbning, der var i skridtet på dukken, skyldes, at den var gået i stykker.

Retssagen mod Henrik Sass Larsen skal efter planen begynde torsdag klokken 9.30 i retssal 60 i Københavns Byret. 

Hvis retten ikke når at blive færdig i løbet af torsdagen, er mandag 1. september udpeget som en ekstra reservedag.